CIRCLE

I foråret 2022 besluttede jeg mig for, at tage en tur til Budapest i Ungarn. Her skulle jeg mødes med min komposition mentor, Daniel Fladmose, for at arbejde på det, som nu er blevet til mit første udgivne orkesterværk. Mens jeg sad i den summende by kom jeg på ideen om, at skildre den menneskelige livscyklus. Hermed kom temaet til værket “CIRCLE”.

Værket er inddelt i 12. satser af et minuts varighed. Der er to gode grunde til, at det blev 12. satser. Den første er tilknytningen til vores tidsforståelse igennem det menneskeskabte mekaniske ur, som er baseret på jordens tur rundt om solen. Den anden gode grund er tilknytning til kvintcirklen. Hver sats tager derfor udgangspunkt i en toneart, dog er alle satser noteret uden faste fortegn på grund af læsbarheden for dirigenten og musikerne.

De 12. satser har alle fået et navn, som er valgt ud fra to faktorer:
1. Tonearternes historiske opfattelse – det vil altså sige den værdi/følelse hver enkelt tonart har haft for forskellige komponister igennem musikhistorien.
2. En mængde af kunstnerisk frihed blandet med betydningsfulde tal, som i 9. sats, BELIEF, hvor man i slutningen hører den protestantiske kirke’s klokker slå 3×3 slag.

Værket blev optaget i november 2022 i Skopje, som er hovedstaden i Nord Makedonien, af et orkester ved navn FAME’S project. Denne optagelse er støttet af Liljekonvalt fonden i Køge og af KODA fonden.

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen